Objektspositioner
- komparativ syntaks i et tværteoretisk perspektiv

1. Overordnede forskningsmål      1.1 Et tværteoretisk perspektiv      1.2 Et komparativt perspektiv 2. De centrale empiriske områder 3. Delprojekterne      3.1 Funktionel og formel lingvistik      3.2 Funktionel lingvistik      3.3 Formel lingvistik Litteraturliste

Inden for sprogvidenskaben er der to teoretiske paradigmer der er fremherskende i dag, det formelle og det funktionelle. Begge tilgange har mange tilhængere både på verdensplan og i Skandinavien, men i Danmark har interessen primært koncentreret sig om den funktionelle tilgang.

Det er vores opfattelse at hvis dansk lingvistik skal kunne være med på et internationalt plan både nu og i fremtiden, så har den fremherskende funktionelle tilgang ar brug for et formelt og teoretisk modspil der er både kvalificeret og konstruktivt. Ligeledes mener vi at den formelle tilgang har brug for at skulle leve op til den udfordring som funktionel lingvistik stiller den overfor, en udfordring som kun sjældent tages alvorligt i den internationale formelle lingvistik.

Vores projekt har til hensigt at anvende de to tilgange parallelt i forbindelse med et konkret empirisk område (objektspositioner) idet vi deler projektet op i to delprojekter, et funktionelt og et formelt. Ved at sammenholde de to tilganges forskellige redegørelser for de samme data vil det være muligt at undersøge hvad og hvor meget de to forskellige tilgange har til fælles, og også hvad der skiller dem ad. Det vil endvidere være muligt at se om og i hvor høj grad man inden for hver af de to tilgange kan lade sig inspirere af hvorledes den anden tilgang griber et bestemt problem an. Vi er overbevist om at en sådan synergieffekt vil være både betragtelig og inspirerende, og at projektet dermed kan få en retningsgivende funktion for efterfølgende arbejde inden for de to tilgange.

Både den formelle og den funktionelle tilgang beskæftiger sig med sproglig form, fx et ords udtale, betydning eller placering i sætningen. Formel sprogvidenskab interesserer sig primært for selve den sproglige form, dvs. for sprogets interne strukturer. Funktionel sprogvidenskab interesserer sig primært for den kommunikative funktion som et sprogligt udtryk har i verden uden for sproget, dvs. for forbindelsen mellem sproget og eksterne forhold. De to tilganges grundlæggende antagelser kan formuleres således:

Den formelle tilgang: Sproglig form kan beskrives uafhængigt af kommunikativ funktion.

Den funktionelle tilgang: Kommunikativ funktion kan være afgørende for sproglig form.

Som det fremgår, kan det ikke uden videre siges at de to tilgange udelukker hinanden. Man kan godt være enig med begge opfattelser på den måde at man mener at visse fænomener forklares bedst med henvisning til de kommunikative funktioner, hvorimod andre forklares bedst uden en sådan henvisning.

I sidste ende er det et empirisk spørgsmål hvilken af de to tilgange der bedst forklarer et givet sprogligt fænomen eller en given forskel mellem to sprog. Med andre ord, i sidste ende, når man ved meget mere om sprog og sprogvariation end det er tilfældet i dag, vil man muligvis uden videre kunne se hvilken af de to tilgange der giver en forklaring der ved hjælp af færrest mulige ekstra antagelser giver flest mulige forudsigelser der kan testes, og som ikke bliver falsificerede i sådanne tests. Men da det givetvis vil tage lang tid at nå frem til denne sidste ende, mener vi at sprogforskere i mellemtiden må være parat til ikke blot at vise respekt for, men også at samarbejde med og lære af hinanden, i stedet for at forfalde til det som man kan kalde ekstrem formalisme eller ekstrem funktionalisme, og som kan karakteriseres som negationen af den anden tilgang:

Den formelle tilgang: Sproglig form kan beskrives uafhængigt af kommunikativ funktion.	Ekstrem formalisme: Kommunikativ funktion er helt irrelevant for sproglig form.
Den funktionelle tilgang: Kommunikativ funktion kan væreafgørende for sproglig form.	Ekstrem funktionalisme: Sproglig form kan umuligt beskrives uafhængigt af kommunikativ funktion.

Et sådant typologisk perspektiv gør det ikke alene muligt at opstille typologiske forbindelser og forudsigelser (fx af typen "kun sprog som har X, har også Y"), men også at forankre og begrunde disse teoretisk.

Ved at sammenligne både forskellige sprog (fx dansk vs. engelsk) og forskellige stadier af samme sprog (fx oldnordisk vs. moderne dansk) får man et godt grundlag for at fastlægge hvad der udgør mulige (og umulige) typer af sprogvariation.

Herved skabes et solidt fundament for anvendt lingvistik af mange slags, lige fra datalingvistik til forskning i indlæringsvanskeligheder, og herved integreres teori og empirisk forskning.

Her er der også klare forbindelser til SHFs strategiplan 2003-2007, Humanistisk forskning - en nødvendighed, (jf. ikke alene planens side 19 om "beskrivelsen af dansk sprog i forhold til andre sprog" men også side 28 om "opfattelsen af mennesket"), idet komparativ lingvistik således bidrager til at kortlægge hvilke typer variation mellem sprog der findes, og hvilke der ikke findes, og dermed bidrager til vores viden om den menneskelige hjernes spændvidde og begrænsninger.

Rent konkret vil det komparative aspekt manifestere sig i at både det funktionelle og det formelle delprojekt vil inddrage ikke alene moderne dansk, men også beslægtede sprog, som middeldansk, gammeldansk og oldnordisk, andre skandinaviske sprog, herunder islandsk og færøsk, andre germanske sprog som engelsk, jiddisch og tysk, og endelig også sprog der er betydelig fjernere, som fransk og ungarsk.

Disse store ambitioner, rent sprogligt set, er ikke urealistiske når man tager i betragtning at de fire projektmedarbejdere har forsket i en række emner netop inden for disse sprog. For blot at nævne de mest repræsentative: Tavs Bjerres ph.d. afhandling (Syddansk Universitet, 2003) om komplekse prædikater i engelsk, dansk og ungarsk; Eva Engels' ph.d. afhandling (Universität Potsdam, 2004) om adverbialpositioner i engelsk, tysk og fransk; Henrik Jørgensens doktorafhandling (Aarhus Universitet, 2000) om pronominerne i dansk, norsk og svensk og deres dialekter; og Sten Vikners habilitationsafhandling (Universität Tübingen, 2001) om verbalpositioner i dansk, færøsk, islandsk, engelsk, tysk, jiddisch, afrikaans m.fl.

En elementær forskel hvad objektspositioner angår er opdelingen i sprog af typen objekt-verbum (OV-sprog) og sprog af typen verbum-objekt (VO-sprog). Til OV-sprogene hører fx tysk, hollandsk og frisisk, til VO-sprogene fx de skandinaviske sprog og engelsk (Vikner 2001b). I diskussionen om objektets og verbets indbyrdes placering er det almindeligt at gå ud fra verbets placering i bisætninger, som af forskellige grunde anses for den mest basale ordstilling (bl.a. fordi den er den samme som det non-finitte verbums placering i hovedsætninger, Heltoft 1986, Platzack 1986). OV/VO-forskellen fremgår af følgende to eksempler:

OV-sprogene er meget komplekse hvad objektspositioner angår. Således er placeringen af indefinitte og definitte objekter ikke den samme. Begge slags objekter står til venstre for verbet, men den naturlige position for definitte objekter er til venstre ikke alene for verbet men også for sætningsmediale adverbier (som fx ohne Zweifel og nie), jf. (2a) og (2b), se også Engels (2004a):

Derimod spiller forskellen mellem indefinitte og definitte objekter ikke den samme rolle for ordstillingen i VO-sprogene, jf. (3a) og (3b):

Forskellen mellem (2a) og (2b) refererer man ofte til under betegnelsen ”scrambling”. Dette er altså et fænomen der er karakteristisk for OV-sprogene. Imidlertid findes der i de skandinaviske sprog et fænomen der kan ses som en begrænset udgave af scrambling. Det drejer sig her om det der for dansk kaldes ”letledsreglen”, og som kun omfatter de allermest definitte objekter, nemlig de definitte pronominer (Jørgensen 2000a:87, 2000b, Vikner 1994):

Et yderligere krav i forbindelse med anvendelsen af letledsreglen på dansk er at den pågældende sætning skal være en hovedsætning, og at hovedverbet skal være finit. Tilsvarende krav gælder også for den islandske version af konstruktionen, botset fra at kravet om at objektet skal være et pronomen ikke gælder:

Derfor bruger man ofte en betegnelse, ”object shift”, for den danske (/norske/svenske) konstruktion i (4b) og den islandske konstruktion i (5b) under et.

En anden type variation hvad objektspositioner angår finder man i de såkaldte partikelkonstruktioner, dvs. konstruktioner med udtryk af typen smide væk, slå op og lign. I sådanne konstruktioner skal man i dansk have objektet før partiklen, i svensk partiklen før objektet, hvorimod engelsk og norsk tillader begge dele (Jørgensen 2000b:95, Vikner 1987):

I kausative konstruktioner (Vikner 1987) er dansk, svensk og engelsk parallelle, så længe den indlejrede sætning indeholder et subjekt (fx Marie i (8a)):

men hvis subjektet mangler, insisterer dansk på at verbet skal komme efter objektet, svensk på at objektet skal komme efter verbet, og engelsk kan ikke undvære subjektet: (9c) og (9d) er begge umulige, som angivet ved en asterisk før eksemplerne.

Endnu en forskel i objektets position har med negation at gøre. Ved negative sætninger med et indefinit objekt kan dette objekt enten være positivt, hvis sætningsnegationen samtidig udtrykkes selvstændigt (ikke ... nogen penge i (10a) og not ... any money i (11a)), eller det kan være negativt, forudsat at sætningsnegationen ikke udtrykkes selvstændigt, (ingen penge i (10b) og no money i (11b)), Jørgensen (2000a:93):

Forskellen mellem dansk og engelsk er her at det negative objekt rykker frem på sætningsnegationens plads i dansk, (10b), men skal blive på objektets sædvanlige (postverbale) plads i engelsk, (11b):

Som det forhåbentlig er fremgået, udviser objektets stilling en række komplekse variationer, der på interessant måde er kædet sammen med andre syntaktiske fænomener som definithed, adverbialer, kausative konstruktioner, negation mm. Dette forhold gør objektspositioner til et velegnet emne for sammenligningen af funktionelle og formelle forklaringsmodeller.

Vi finder det meget vigtigt at man bestræber sig på at reducere afstanden mellem teori og empiri så meget som overhovedet muligt, ved at sørge både for at teorier og hypoteser er solidt funderet i empiriske iagttagelser, og for at empiriske iagttagelser altid ses i et teoretisk perspektiv.

I sektion 1.1 omtalte vi de to teoretiske paradigmer der er fremherskende i sprogvidenskaben i dag, det funktionelle og det formelle paradigme. Den funktionelle lingvistik i Danmark (jf. fx Engberg-Pedersen et al. 1996 og Togeby 2003a,b) strækker sine rødder tilbage til en absolut klassiker i dansk grammatik, Diderichsen (1946). Heroverfor vil vi stille den formelle lingvistik baseret i den generative grammatik, først og fremmest teorien om Government & Binding, minimalismen og optimalitetsteorien (Chomsky 1981, 1995, Haegeman & Guéron 1999, Radford 2004, Kager 1999, Legendre, Grimshaw & Vikner 2001).

Vores intention er at udvikle og sammenligne de to tilgange ved at starte to parallelle og samarbejdende delprojekter vedrørende objektspositioner, et funktionelt, under ledelse af Henrik Jørgensen, postdoc-stipendiat: Tavs Bjerre, og et formelt, under ledelse af Sten Vikner, postdoc-stipendiat: Eva Engels.

Vi mener at Aarhus Universitet er en ideel placering for et sådant koordineret projekt, idet det både er et centrum for funktionel lingvistik (Nordisk Institut og Afdeling for Lingvistik på Institut for Antropologi, Arkæologi og Lingvistik) og et centrum for formel lingvistik (Afd. for Engelsk på Institut for Sprog, Litteratur og Kultur).

Den funktionelle lingvistik lægger som nævnt afgørende vægt på sprogets kommunikative funktion. Sproglige størrelser har den funktion at kommunikere et indhold. Grundtanken er derfor at sprog skal udforskes i lyset af den viden vi har om bevidsthedens bearbejdning af andre former for påvirkninger fra omverdenen, og at hensynet til andres mulighed for at forstå budskabet spiller en afgørende rolle for sproglig form. Med andre ord beskæftiger den funktionelle lingvistik sig med sammenhængen mellem sproglige og ikke-sproglige kognitive processer og med sprogets kommunikative funktion.

I det funktionelle delprojekt om objektspositioner vil vi blandt andet undersøge følgende tre forskellige teoretiske temaer:

Kasusteori: Teorier om semantiske kasus og om det teoretiske grundlag for dem er der ingen mangel på indenfor den funktionelle lingvistik, og de er i nogen udstrækning også blevet anvendt inden for den formelle lingvistik (Gruber, Jackendoff m.fl.), uanset deres klart semantiske karakter. Den type af semantiske objekter som projektet primært fokuserer på, er den centrale type af objekter der betegner genstande der deltager i den handling som verbet denoterer, den helt umarkerede type af objekt som må antages at være mulig i forbindelse med enhver type prædikat. Hos Fillmore betegnes den ’objective’; i den terminologi som Widell (1996) og Togeby (2003b) har udviklet, hedder den E-rolle (”for det som er”, Togeby 2003:78). Vi holder her fast på den terminologi der er udviklet af Widell og Togeby. Mange andre typer af kasusteori kan tendere til at dele de semantiske kasus i det uendelige, og det kan være svært at afgrænse hvilke kriterier der skal til for at oprette eller nedlægge en semantisk kasus (jf. Jørgensen 2000b, kap. 3). I forhold hertil har den Widell-Togeby’ske systematik den fordel at der foreligger et system båret af en klar semantisk intuition, og at systemet har udviklet kriterier der gør det muligt at teste resultaterne mod konkrete observationer.

Semantisk kasusteori får en central funktion i projektet derved at eksempelmaterialet skal bestå af E-roller. Vi regner med at vi i denne forbindelse kommer til at arbejde videre med de operationelle definitioner på E-roller som er givet i Togeby (2003b).

Informationsstruktur og reference: Som vi allerede har set (i sektion 2), er det afgørende for anvendeligheden af mange objektspositioner hvilken referentiel status objektet har: definitte objekter opfører sig anderledes end indefinitte, generiske objekter anderledes end specifikke, og pronominale objekter igen anderledes end alle de andre typer, som eksemplerne i sektion 2 viser. Tilsvarende problemer rejser sig i forbindelse med sætningsformede objekter, som også ofte synes at have en række placeringsmuligheder hvis udnyttelse afhænger af sætningens status mht. præsupponeret indhold, jf. Jørgensen (2001). Der ligger også her et stort potentiale for en undersøgelse af relationen mellem form og funktion.

Sætningsstruktur og informationsstruktur: Endelig vil projektet også kaste lys over en veletableret grundantagelse i funktionel grammatik, nemlig antagelsen af en sammenhæng mellem på den ene side bekendthed, topic-status og grammatisk subjekt og på den anden side ubekendthed, comment-status og grammatisk objekt. Teorien findes mere eller mindre som grundantagelse allerede hos pragerfuktionalisterne, fx Jan Firbas. Formentlig kan denne antagelse, der aldrig har kunnet ”bevises”, bringes væsentligt nærmere en sandsynliggørelse (eller evt. en afkræftelse), netop ved at blive systematisk konfronteret med en formel teori der behandler de samme data. Vi ser en væsentlig motivation for vores projekt netop i muligheden for at komme nærmere ind på livet af denne meget sejlivede grundformodning.

De generative teorier har det tilfælles at de går ud fra at kun en del af menneskets sproglige viden er tilegnet, mens en anden del af denne viden er medfødt. Med andre ord, visse aspekter af sproget er som de er fordi vores hjerne er opbygget som den er. Derfor har disse teorier også et interessant bud på årsagen til at visse karakteristika ikke varierer mellem sprogene: Den manglende variation og de universelle træk kan udledes fra den medfødte del af menneskets sproglige viden.

Optimalitetsteorien (jf. Legendre, Grimshaw & Vikner 2001 og også Vikner 2001b) analyserer sprogvariation som et resultat af konflikter mellem forskellige generaliseringer eller regler. Sådanne regler kan overtrædes, og dermed kan det forklares hvorledes forskellige sprog kan have forskellige måder at løse en konflikt mellem to regler på. Hvilken løsning på der vælges en given konflikt, afhænger nemlig af hvilke regler det pågældende sprog tilskriver høj prioritet. Et eksempel kunne være at både i danske og i franske bisætninger skal et finit hovedverbum helst stå lige ved siden af både subjektet og objektet:

I visse tilfælde kan verbet ikke stå ved siden af både subjekt og objekt, og der opstår da en konflikt mellem de to regler. Her kan man så se at dansk prioriterer verbets naboskab til objektet højere, hvorimod fransk prioriterer verbets naboskab til subjektet højere:

Optimalitetsteorien bygger altså på den antagelse at forskellige versioner af den samme sætning konkurrerer. I eksemplet ovenfor opereres der således implicit med to versioner af den danske sætning, nemlig: Jeg tror ikke at Peter ofte læser avisen, (13a), og Jeg tror ikke at Peter læser ofte avisen, (13b), og her foretrækker dansk den første version, hvorimod fransk foretrækker hvad der svarer til den anden version. Hver enkelt version af en sætning er et resultat af hvilke regler der overholdes, og hvilke der overtrædes. En velformet sætning er da den version af sætningen som kun overtræder lavt prioriterede regler, dvs. regler der er prioriteret lavere end de regler der bliver overtrådt af konkurrerende versioner af samme sætning.

I modsætning hertil står andre generative teorier som minimalisme (Chomsky 1995) og den noget ældre Government & Binding theory (Chomsky 1981), der begge lægger parametre til grund for sprogvariation. Parametre skal ses i modsætning til principper: Hvor principper fastlægger invariable (dvs. universelle) sproglige egenskaber, fastlægger parametre mulighederne for variation, fx bliver et parameter for objektsposition ofte foreslået, hvor de to parametriske muligheder netop er enten objekt-verbum eller verbum-objekt.

I det formelle delprojekt om objektspositioner vil vi blandt andet undersøge følgende tre forskellige teoretiske temaer (der fremviser klare paralleller til de funktionelle temaer i afsnit 3.2):

Kasus: I hvor vid udstrækning er distributionen af objektspositioner relateret til kasustilskrivning? Her er det essentielt at anvende en komparativ tilgang, eftersom dansk ikke har kasusforskelle uden for pronominalsystemet. Inden for den formelle lingvistik antages det ofte at alle nominalsyntagmer får tilskrevet en eller anden (abstrakt) kasus, uanset om dette kan ses morfologisk eller ej. Undersøgelser af objektspositioner, objektstyper og kasus kan være med til at kaste lys over sammenhængen mellem objektets kasus og objektets position eller evt. at stille spørgsmålstegn ved en sådan sammenhæng.

Projektet vil også kunne kaste lys over kasustilskrivningsforskelle mellem sprog, fx kunne man foreslå at partikler ikke tilskriver kasus i dansk, (6a), hvorfor objektet må flytte, hvorimod objektet ikke flytter i den svenske (6b), fordi partiklen bort tilskriver kasus.

Projektioner: Eftersom generativ lingvistik baserer sig på ideen om at sprogevnen er specifik for mennesket, og at dette skyldes visse medfødte egenskaber i hjernen, som vel at mærke er ens for alle mennesker, vil forskellige objektspositioner også alle være til r†dighed for alle sprog. Med andre ord indeholder sætningsstrukturen positioner som ikke nødvendigvis kan udfyldes på fx dansk, men som muligvis kan udfyldes på fx islandsk eller på et tidligere stadie af dansk. Mekanismerne der styrer denne distribution, kan så være underlagt parametre (som i minimalismen) og/eller ”regelkonkurrencer” (som i optimalitetsteori).

Et eksempel kunne være forskelle og ligheder mellem ”scrambling” og ”object shift”: Er der her tale om flytninger af samme type (blokeres de fx under samme omstændigheder?), og er den plads objektet flytter til, den samme i de to sprogtyper?

Mapping: I hvor stor udstrækning er der en semantisk effekt forbundet med forskellige objektspositioner? Diesing (1997) og Vikner (2001a) foreslår at svaret er "i ret stor udstrækning" for indefinitte objekter i tysk, jiddisch og islandsk, men hvordan ser det ud for andre typer objekter og for sprog med mindre morfologisk kasus end disse tre?

Bjerre, Tavs: 2003, “Syntactically and Semantically Complex Predicates”, ph.d.-afhandling, Syddansk Universitet.

Chomsky, Noam: 1981, Lectures on Government and Binding, Foris, Dordrecht.

Chomsky, Noam: 1995, The Minimalist Program, MIT Press, Cambridge Mass.

Diderichsen, Paul: 1946, Elementær Dansk Grammatik, Gyldendal, København.

Diesing, Molly: 1997, "Yiddish VP Order and the Typology of Object Movement in Germanic" i Natural Language and Linguistic Theory 15.2, 369-427.

Engberg-Pedersen, Elisabeth, Michael Fortescue, Peter Harder, Lars Heltoft, & Lisbeth Falster Jakobsen (red.): 1996, Content, Expression and Structure: Studies in Danish Functional Grammar (Studies in Language Companion Series 29), John Benjamins, Amsterdam.

Engels, Eva: 2004a, "Adverb Placement. An Optimality Theoretic Approach", ph.d.-afhandling, Universität Potsdam.

Engels, Eva: 2004b, "Optimizing adverb placement in gap constructions" i J. R. Austin, Stefan Engelberg & Gisa Rauh (red.), Adverbials: The interplay between meaning, context, and syntactic structure, John Benjamins, Amsterdam, 67-101.

Haegeman, Liliane & Jacqueline Guéron: 1999, English Grammar - A Generative Perspective, Blackwell, Oxford.

Heltoft, Lars: 1986, "Topologi og syntaks. En revision af Paul Diderichsens sætningsskema" i Lars Heltoft & John E. Andersen (red.), Sætningsskemaet og dets stilling - 50 år efter (Nydanske Studier og Almen Kommunikationsteori, NyS 16/17), 105-130.

Jørgensen, Henrik: 1991, "Om de danske personlige pronominer" i Danske Studier 1991, 5-28.

Jørgensen, Henrik: 1999, “Nogle noter om en semantisk-hierarkisk klassifikation af nominerne i sætningen”, Almen Semiotik 15, 150-170.